Blog

Velkommen til årgang 14 på KIES

D.

Kære elever og kære forældre Velkommen til KIES!

Det er en historisk dag i dag – og ikke kun fordi, der skal spilles fodboldfinale senere, men også fordi, I i dag bliver til årgang 14, og at vi i dag på KIES starter vores nye danselinje op.

Det er en stor dag for jer som elever og forældre, fordi i dag er store flytte-hjemmefra-dag – I er blevet optaget i KIES-fællesskabet og skal være med til at udfylde rammerne og minderne for årgang 14 i KIES-historien.

Generelt

Sangen, vi lige har sunget, ”Giv os lyset tilbage” af Per Krøis er en kendt efterskolesang, og det er en hyldest til tolerancen og fællesskabet, men også en tydeliggørelse af den modvægt til de kræfter, der taler for at ekskludere de anderledes. I sangen fokuseres der på glæden, selv hvor det ser mørkest ud, og at:

”Kloden har mange forskellige slags
Alle må leve og dø
Glæd dig – du er her alligevel nu
Meningen er vel at så sine frø på en overladt stjerneø”

Jeg vil senere komme ind på dette, og om hvordan vi sammen kan vende mørket til lys, men først lidt til jeres forældre.

Kære forældre

Det er en stor dag for jer som forældre. Tillykke med, at I har investeret i jeres børns fremtid. I har nemlig givet dem et år på KIES, hvor de kommer til at lære om sig selv, om små- og store fællesskaber samt om det samfund, de skal være en del af i mange år frem. Det er stort, og vi er, som personalegruppe på KIES, helt sikre på, at vi i samarbejde med jer kan være med til at rykke de unge mennesker sportsligt, personligt og fagligt det kommende år.

Vi har glædet os til at tage imod jeres børn, og vi har denne uge arbejdet hårdt for at få de sidste ting klare til dette skoleår. Det er lykkedes os, og vi glæder os alle meget til at følge dem og jer i det kommende år, hvor der vil være op- og nedture.

Der har været meget skriveri omkring curlingforældre i medierne denne sommer i forbindelse med Roskilde Festivalen. Vi kan love, at de her på skolen har en seng, der er mad og opsyn med dem 24/7, så I kan trygt overlade dem til os for et år – jeg er i hvert fald meget stolt af de komeptencer, vi besidder i den samlede personalegruppe, så jeg er sikker på, at vi sammen finder de gode løsninger – også når det gælder småskænderier om oprydning, opvask eller lignende. Hans Holm har skrevet en sang, som hedder ”Livstræet”, og her vil jeg citere en strofe, da jeg håber, vi lader de unge:

”Lege i livstræet kroner
Lad dem føle at livets er stort
Lad dem skue de blå horisonter
Og himlenhvælvingens port”

Jeg ved, at vi som personalegruppe på KIES er gode til relationelt arbejde, og i fællesskab er jeg sikker på, at vi i løbet af året vil kunne høste godt af gensidig tillid til hinanden som samarbejdspartnere.

Og kære elever!

Det samme gælder jer. Vi har som personalegruppe glædet os meget til at skulle starte op med jer, og I bliver den eneste årgang 14, vi får i KIES-historien.

Og som vi sang i ”Giv os lyset tilbage”, som handler om efterskolelivet, om fælleskaber, tolerance og oplevelser, og så vil jeg fremhæve følgende følgende for jer:

”Ser du kun mørke, hvor du vender hen?
Tomhedens sorte protest?
Skyggerne lever kun, hvor der er lys.
Husk, nu at solsiden klæder dig bedst!
Og I aften så se mod vest”

Strofen fordi, jeg inderligt håber, at vi i fællesskab i år vil huske, at solsiden klæder os bedst, og at vi sammen kan samle på gode oplevelser og minder – at vi sammen vil være med til at rumme eliten og give os muligheden for at skabe jeres fremtid sammen med jer – såvel personligt som fagligt. At vi sammen vil skabe en lys årgang, hvor der er respekt og tolerance over for alle. Et år, hvor vi i gensidig respekt og ærlighed samarbejder for at gøre dette til vores sted, så vi alle om et år kan se os i efterskolesangen: ”Giv os lyset tilbage”:

”Alt hvad vi kom for at give og få
Dele og elske og slås
Blev på et år, det vi levede på,
Fællesskab fødes når JEG bli’r til OS!
Og vi vandrer mod Helios (solguden à lyset)”

Intro til Glimmerreglen

Jeg er klar over, at op- og nedture vil komme, det bliver hverdag, det bliver efterår og vinter, og jeg er sikker på, jeg kommer til at møde nogle af jer flere gange. Men for at dette ikke skal tage overhånd, og at I pålægger os at træffe dårlige beslutninger og valg på jeres vegne, så vil jeg introducere Glimmerreglen for jer:

”Mennesker er bange for at fejle, og mennesker er mistroiske og bekymrer sig om dagen og morgen. Og det var alt sammen fint i gamle dage, hvor livet var kort og blodigt og beskidt, og hvor mange ikke klarede den frem til den reproduktive alder. Men i dag, i vores priviligerede del af verden, er de fleste bekymringer spild af tid. SÅ hvad gør man, hvis tankerne løber sur inde i grødhovedet? For vi ved godt, at man kommer længst med positiv tænkning. Man skal drysse glimmer på, hver gang der sker noget godt, og stille det på kaminhylden. Hver gang der sker noget godt, så takker vi, tager oplevelsen og hælder glimmer på og stiller den op på kaminhylden. Så står den dér og fanger lyset og kaster det ud i rummet igen som små lys-mus, ligesom en prismekrone”

Bog som symbol på kaminhylden

Jeg ved, at der gennem året vil komme mange stunder og oplevelser, som med grund kan stilles op på kaminhylden, og derfor har jeg taget denne bog med i dag. Bogen skal følge os sammen det kommende år, og vi skal fra i dag samle på gode oplevelser sammen og huske på dem, når perioder kan virke kolde, triste og mørke. For i disse perioder kan vi se på kaminhylden og blive bekræftet i, at der har været gode ting, og det er kun et spørgsmål om tid, før dette vil vende. Jeg vil til fællessamlinger gennemgå flere af de papmacheregler, som er små leveregler til hverdagen og livet, og vi som personalegruppe håber, at vi sammen skal bruge tiden på at dyrke de positive oplevelser og ikke bruge tid på konfliktløsning – for vi har kun et år til at skrive KIES-historien for årgang 14.

I juni næste år vil jeg hive denne kaminhylden frem og præsentere jer for nogle af de ting, der har været med til at præge vores år sammen. Så hjælp mig gerne fra i dag med at samle på de gode oplevelser, så vi kan få udfyldt denne kaminhylde/bog sammen.

Jeg ved, at vi i personalet har glædet os vanvittig meget til at møde jer, så lad os sammen gøre årgang 14 på KIES til noget helt særligt – hvor håndbold, fodbold og dans bliver til et!

Kære elever – I er hermed indskrevet som årgang 14 på KIES, velkommen i KIES-familien.

Har du brug for vi kontakter dig?

Udfyld formularen ved siden af og vi ringer dig op

Ring mig op

Denne formular indsamler navn og telefonnummer så vi kan kontakte dig efterfølgende. Du kan læse om, hvordan vi indsamler og håndterer dine data i vores privatlivspolitik her.

Sender